onsdag den 16. august 2017

Hvad er det?

Jeg starter skoleåret op med en omgang "Piet van Deur" - Hvad er det?

Jeg har gjort musiklokalet klar med vinyl i loftet og covers på væggen. Børnene skal nemlig have et oplæg om musikafspillere gennem tiden.


Herhjemme har jeg for nylig fået en pladeafspiller og en ordentlig bunke plader af min svigermor. Da jeg gik rundt i musiklokalet og hang pladerne op i loftet, kom der et par børn fra 3. klasse ind og spurgte, hvorfor der hænger cd'er i loftet. ;)

Det lille forløb er planlagt til at skulle tage 2 lektioner. Jeg fortæller og viser lidt billeder om grammofonpladen, kassettebåndet, cd'en og mp3/streaming.
Når jeg har fortalt, skal eleverne se, høre og røre ved det hele.
Vi skal se om vi kan høre forskel på de forskellige måder at afspille musikken. Og så skal vi høre musik fra forskellige musikhistoriske perioder.

Jeg tror, det bliver en let og hyggelig start på skoleåret, hvor børnene får øjnene op for, at man kan lytte til musik på andre måder end gennem telefonen, hvor de allesammen hele tiden har adgang til musik.

Forløbet er tilpasset, så jeg kan undervise alle eleverne fra 2.-6. klasse :)

mandag den 14. august 2017

Årets første morgensang

Igen i år er der morgensang på min skole hver mandag morgen. Der er afsat 25 min., hvor der skal gives beskeder og synges sange.

Ved årets første morgensang er der altid en masse forældre med, så gymnastiksalen bliver fyldt fuldstændig op :) Det er så hyggeligt og jeg ville ønske, det var sådan hver mandag. Det er altså virkelig skønt, når både børn og voksne bakker op om morgensangen og så er der flere stemmer til at fylde rummet med fællessang.

Repertoiret er stort set en gentagelse af den første morgensang fra sidste skoleår.

"Nu er det nu" - vi starter ALTID op med denne opmærksomhedssang. Børnene skal røre sig lidt og når vi har sunget den, så ved de, at nu starter ugen!

"Danmark, nu blunder den lyse nat" - min yndlingssommersang. Den er så rammende og bærer på de smukkeste malerier. Den SKAL bare starte skoleåret ud.

"Gi' os lyset tilbage" - jeg har præsenteret skolen for denne sang og børnene elsker den og så er de blevet rigtig gode til at synge den, så der bliver altid sunget rigtig godt igennem, når den er på repertoiret. Den er vi nødt til at starte med.

"Solsikke" - en lille, sød og nem sang, som jeg ved at både små og store kender. Morgensangen er både for børnehavebørnene og 7. klasse, så det er med at ramme bredt.

"Slutsangen" - vi slutter ALTID af med den samme sang. Det er en rigtig god ide at ramme morgensangen ind med noget genkendeligt. Så slipper man for at tysse og sige en masse unødvendige ord.


Evaluering: Det gik super godt! Børn og forældre sang fint med og der var en dejlig stemning af 1. skoledag :D

fredag den 11. august 2017

Sommerferien er slut

Så er det blevet den tid på året igen - skolestart :)

Det har været en dejlig lang sommerferie og nu er jeg ladet op med fornyet energi. Jeg kan da også sagtens, for jeg skal kun arbejde frem til efterårsferien, hvorefter jeg går på barsel :)
Jeg glæder mig rigtig meget til de kommende 9 uger, men jeg glæder mig selvfølgelig også til min barsel og min lille søn, som har meldt sin ankomst til december <3

Frem til min barsel vil jeg fortsat dele ideer, planer og aktiviteter her på bloggen. Derefter håber jeg at kunne fortsætte bloggen med ideer - indtil lillemanden kommer vil jeg jo have lidt ekstra tid, som bl.a. skal bruges på at skrive :)


Der vil snart komme et indlæg om mine planer for den første uge - der skal alle klasser nemlig køre det samme lille forløb :)

torsdag den 27. april 2017

Morgensang

På min skole har vi morgensang hver mandag. Det er en god måde at starte ugen på og får samling på hele skolen, inden vi går igang med ugens opgaver.

Morgensangen varer 25 min. 

Jeg har indført en fast model, som lektionen kører efter. 

I stedet for at tysse en masse på de meget snakkende eleverne, starter jeg ud med at spille vores startsang "Nu er det nu" fra materialet "Lige i øret" af Kirsten Seidenfaden og Manner Peschcke-Køedt. Den er rigtig god til at skabe samling på børnene og komme i gang. De får brugt kroppen lidt og til sidst sidder de på deres pladser.

Derefter siger vores skoleleder godmorgen og jeg finder vores månedssang frem på projektoren. Månedssangen er i dette skoleår en årstidssang, som går igen i en hel måned. I april er det "Grøn er vårens hæk". 

Skolelederen siger lidt igen og byder velkommen til den nye uge. Hvis der er beskeder fra de voksne kommer de her. Vi oplever stor tilgang til skolen i øjeblikket, så det er også her, de nye (personaler og børn) bliver præsenteret. 

Så synger vi endnu en sang. Det varierer meget, hvilke slags sange jeg udvælger til morgensang. Som regel er det mig, der vælger sangene, men jeg har også haft 6. klasse til at udvælge nogle sange fra Dansk Sang Max sangbogen, som de kan lide. Derudover har børnhaven, som også deltager i morgensangen, bedt mig have sange med, som de kender. Så der er stor udskiftning i sangene. Vi har dog en sang på skolen, som er blevet en "go-to" sang. Jeg har præsenteret dem for sangen "Gi' os lyset tilbage" og både børn og voksne elsker den. 

Nogle mandage er der optræden af en eller anden art. Det kan være de andre lærere, der byder ind med noget i form af oplæsninger, små dramatiseringer eller photo stories. Det kan også være nogle af mine musikhold, der optræder med sang, dans eller spil.

Jeg sørger også for, at der jævnligt kommer en dans til morgensang, som alle danser. Det er alt fra Tante Andante danse til zumbatrin til 80'er musik. Det er rigtig sjovt at få gang i kroppen sammen med resten af skolen. 

Morgensangen sluttes af med en fast slutsang - "Timen er slut" af Kirsten Seidenfaden. Jeg har ændret lidt i teksten, så den passer til morgensangssituationen. 

Sådan skruer jeg morgensang sammen på min skole. En model, som jeg er blevet ret glad for :)

torsdag den 20. april 2017

Skolernes Sangdag vol. 3

Her kommer en opsamling på, hvordan det gik til Skolernes Sangdag.

Det er efterhånden ved at være et stykke tid siden, jeg afholdt koncert i anledning af Skolernes Sangdag. Hvis I vil læse de to første indlæg om tankerne bag og planlægningen af arrangementet, kan I læse det her:http://musikpaaspil.blogspot.dk/2017/02/skolernes-sangdag.html og her: http://musikpaaspil.blogspot.dk/2017/03/skolernes-sangdag-vol-2.html

Det blev et rigtig fint arrangement. Desværre er det lidt svært at trække forældre og personale til mandag morgen, men der var da lidt ekstra publikum end der plejer til morgensang. Alle musikholdene var meget spændte og havde glædet sig til dagen.

De sang rigtig fint allesammen! Min favorit var min egen 1. klasse, som sang "Her bor jeg". Deres tegninger havde jeg scannet ind og så kørte de i et powerpointshow imellem børnene, mens de sang. Jeg fik en kollega til at skifte, så tegningerne passede til teksten, der blev sunget.
Herunder kan I se 3 udvalgte billeder:




Børnenes egen favorit virkede til at være "Flower power tøj" sunget af 5. klasse. Jeg havde lavet en lille dans til og den blev et hit hos de børn, som ikke sang sangen :) Dejligt, at sangene kunne smitte af på musikholdene.


Jeg hørte fra nogle af de andre lærere, at de var meget imponerede over "Jeg har fanget mig en myg", som 2.-3. klasse optrådte med. Det var virkelig også mega sejt!! Jeg var syg ugen op til koncerten, så vi nåede kun at øve ganske hurtigt fredagen inden. Jeg forlanger meget af børnene, når de skal optræde og de kan som regel leve op til det. Jeg fortalte dem, at vi legede, at de var professionelle musikere og jeg var deres dirigent. Jeg byggede en lille fortælling op omkring scenariet "Professionel Musiker" og det skabte stor koncentration og gjorde børnene ivrige efter at performe. Det var super fedt!

I min optik er det vigtigt at være ambitiøs på børnenes vegne. De kan meget mere end man tror! :)

Jeg så ikke programmet "Skolernes Sangdag", da jeg havde fri den dag, men jeg synes, vores version af dagen har været en succes! Det skal gentages! :)

Her er et link til skolens facebookside, hvor der ligger videoer fra arrangementet:
https://www.facebook.com/profile.php?id=100010614827028&fref=ts

onsdag den 19. april 2017

Tilbage på pinden

Så er påskeferien slut. Det var skønt med et afbræk fra skolen - især fordi det ikke var lig med et afbræk fra musikken :) Det har været en meget travl påske, hvor jeg har været på job med Tante Andante Band i Klosterheden, hvor vi lavede en børneforestilling med teater og musik om "Hakkebakkeskoven" - en del af Off Road, Århus som kulturhovedstad 2017.
Jeg har også været på job med mit festorkester Søndag Morgen. Vi spillede til en 30 års fødselsdag - det var en fest!
Mandag, tirsdag, onsdag var jeg på arbejde i Tante Andante Huset i Lemvig, hvor vi fortalte påskehistorie, lavede teater, sang, musik, dans og ansigtsmaling. Det var rigtig sjovt og gjorde mange børn og voksne glade og påskeparate :)
2. påskedag var jeg del af 3 gudstjenester på Thyholm, hvor jeg sammen med min dygtige kæreste spillede og sang som en inkorporeret del af gudstjenesterne. Det var virkelig fedt!

Nu er det så tilbage til alle ungerne. I går dansede jeg med 2.-3. klasse. Vi dansede "Ta' med mig ud i skoven", som er en dansesang af Kim Andersen. Bagefter dansede vi "Åh, Susanne" til stor fornøjelse og grin for børnene! Så sang vi "A ramsasa" med klappebevægelser i en rundkreds og til sidst sang vi en slik-kanon.

6. klasse er gået igang med et forløb om Rytmisk musikhistorie. Jeg starter med at holde et oplæg om den rytmiske musiks historie fra 1900-2000 med en masse spændende musikklip, som vi skal se og lytte til. Derefter skal de arbejde med en af mange (af mig) udvalgte kunstnere. Her skal de undersøge og lave et oplæg for klassen omkring kunstneren og dens placering i musikhistorien.

I dag har jeg min ugentlige fridag. Jeg har sat mig ved klaveret og spillet lidt og bladret i "Dansk Sang Max". Jeg har længe tænkt, at der skal synges "De smukke unge mennesker" på sidste skoledag, hvor 7. klasse skal videre til en af byskolerne. Jeg sad og sang den lidt og nu har jeg arrangeret en 2. stemme, som jeg vil bruge i et kor, som jeg laver til anledningen. Måske skal der også noget sammenspil på. Det kunne være rigtig fedt! :)

Jeg tænker videre, mens jeg nyder min fridag, som er startet solrig og smuk :)

fredag den 7. april 2017

Søndag Morgen - et personligt indlæg

Jeg har gang i mange musikalske projekter udover mit arbejde som musiklærer.
Et af dem er mit festorkester "Søndag Morgen".

Søndag Morgen spiller musik til bryllupper, fødselsdage og andre festlige arrangementer. Vi har spillet sammen i 3 år. Bandet består af Jakob Isaksen, som spiller guitar og som jeg lærte at kende, da vi havde musik sammen på lærerseminaret, Jacob Poulsen, som spiller bas og som jeg lærte at kende gennem trommeslageren, da vi startede bandet og så Gert Mortensen, som er vores nyeste trommeslager, der har spillet med os i 1 år.

Vi har det rigtig sjovt og elsker at underholde og spille blandet populær musik fra 1970'erne til i dag. Det er en stor fornøjelse at være med til folks store fester, hvor de smiler, griner, danser og synger glade med. Alle fester er vidt forskellige og der sker altid uforudsigelige ting. :)



 Det er rigtig skønt at spille musik, som ikke er tilegnet børn, hvor jeg ikke er Disco Didde (fra Tante Andante) eller lærer-Helena, men bare kan give den MAX gas som mig selv - Helena :)

Et lille indblik i et af mine mange musikprojekter. Hvis I vil se mere til Søndag Morgen, kan I gå ind på vores facebookside: www.facebook.com/soendagmorgen








tirsdag den 28. marts 2017

Kommunal musiklærerdag

I Holstebro Kommune afholdes en årligt arrangement for musiklærerne fra kommunens folkeskoler. Sidste år blev jeg valgt til formand for "Musikrådet i Holstebro Kommune". Det er musikrådet som bl.a. står for Musiklærernes Dag.

Jeg har altså haft en del at se til den sidste tid, hvor jeg har koordineret med Holstebro Musikskole, hvor vi skal afholde arrangementet og kursusholderen, som i år er Stefan Teilmann Laub Nielsen samt musiklærerne fra skolerne.

Dagen består af to dele. Først afholdes et 4 timers kursus fra 8-12. Herefter spiser vi fælles frokost på Orkester Efterskolen og fra 13-15 afholder vi møde, hvor vi har en masse forskellige punkter på dagsorden til det kommende skoleår.

Stefan skal undervise i sit materiale "Det Spiller 1". Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er meget inspireret af Stefan. Jeg har mødt ham på "De Fem Musikdage" - et kursus arrangeret af Musiklærerforeningen. Her har jeg deltaget i hans kurser og er blevet så begejstret, at jeg valgte at opbygge min bacheloropgave i musik omkring hans materiale. Så jeg kender det ret indgående :) Særligt har sangen "Working day & night" en stor plads i mit musiklærerhjerte :D

Jeg glæder mig meget til at kurset skal afholdes på torsdag!

Når sygdom rammer musiklæreren

Øv altså! Jeg har haft en masse spændende planer for mine musikhold til mandag, hvor vi skal (forhåbentlig kan jeg stadig nå det) optræde med sangene, som er udvalgt af DR til Skolernes Sangdag. --- MEN jeg er selvfølgelig rendt ind i sygdom! Det er bare SÅ surt! Vi havde allesammen glædet os og jeg var faktisk taget på arbejde i dag, fordi jeg virkelig gerne ville have øvet med de 3 hold, jeg skulle have i dag, men jeg måtte overgive mig til influenzaen.

Hader at være syg. Det ødelægger bare alle de gode planer, jeg har lagt!

Imorgen har jeg min ugentlige fridag og på torsdag skal jeg afholde en kommunal musiklærerdag, så jeg er ikke tilbage på skolen før fredag - hvor jeg skal have fagdag i dansk med min 1. klasse.
Her havde jeg allerede planlagt at presse 2 musikhold ind for at øve til om mandagen. Nu vil jeg forsøge at få de sidste 3 hold presset ind også - hvis det kan lade sig gøre for den øvrige undervisning. Det er bare SÅ træls at blive begrænset af sygdom, når man har glædet sig både på sine egne og ungernes vegne.


mandag den 20. marts 2017

Månedssange

Her kommer en liste over de månedssange jeg har udvalgt til morgensang i skoleåret 16/17.

August: Danmark nu blunder den lyse nat
September: Septembers himmel er så blå
Oktober: Nu falmer skoven trindt om land
November: Regnvejrsdag i november
December: Så tænder vi et lys i kvæld
Januar: Det er hvidt herude
Februar: Gråvejr. Hundekoldt
Marts: Den blå anemone
April: Aprilsvise (Grøn er vårens hæk)
Maj: Kom maj, du søde, milde
Juni: Det dufter lysegrønt af græs




mandag den 13. marts 2017

Ugeplan uge 11

Jeg har tidligere lavet indlæg, hvor jeg viser min ugeplan - og jeg synes det er på tide igen :)

Vi starter alle musiktimer med at synge et par sange. Alle hold synger månedens sang, som vi synger hver mandag til morgensang. I marts er det (selvfølgelig) "Den blå anemone". 

1. klasse
- "Den blå anemone". Jeg læser vers 4 højt og vi snakker om betydningen. Derefter synger vi hele sangen.
- "Danmark nu blunder den lyse nat".  Vi øver den til Skolernes Sangdag.
- "Du kom til vor runde jord". Jeg læser vers 1 højt og vi snakker om betydningen. Derefter synger vi første vers.
- "Her bor jeg". Vi synger sangen og børnene tegner videre på deres tegninger, som skal bruges til Skolernes Sangdag.

2.-3. klasse
- "Den blå anemone".
- "Danmark nu blunder den lyse nat."
- "Du kom til vor runde jord".
- "Jeg har fanget mig en myg". Vi øver sang og bodypercussion til Skolernes Sangdag.
- "Karius og Baktus". Vi laver sammenspil på klaver, keys, klokkespil, xylofon, murespande og sang.

4. klasse
- "Den blå anemone".
- "Danmark nu blunder den lyse nat".
- "Du kom til vor runde jord".
- "Lyse nætter". Vi øver sangen med 2. stemme til Skolernes Sangdag
- FRED OG FRIHED. Vi arbejder med temaet, hvor vi synger forskellige sange og får historien bag fortalt. Senere skal de selv finde sange om temaet og lave en præsentation. I dag skal vi synge "Skipper Klements morgensang" og "Internationale".

5. klasse
- "Den blå anemone".
- "Danmark nu blunder den lyse nat".
- "Du kom til vor runde jord".
- "Flower power tøj". Vi øver med bevægelser og call-response til Skolernes Sangdag.
- "Hvor skal vi sove i nat". Vi arbejder med rotationssammenspil (forhåbentlig for sidste gang - nu vil vi snart lave noget andet!)
- Youtube. En af eleverne har valgt et youtube klip, som vi ser.

6. klasse
- "Den blå anemone"
- "Danmark nu blunder den lyse nat"
- "Du kom til vor runde jord"
- "Så'n er det". Vi øver dans og skuespil til Skolernes Sangdag.

Så kan uge 11 bare komme an! :D

onsdag den 8. marts 2017

Opsamling på rotationssammenspil

Så er jeg snart færdig med at arbejde med rotationssammenspil for denne gang. 5. klasse har taget rigtig godt imod hele forløbet, som startede med teorilære om noder og akkorder, hvor de selv skulle producere små melodistykker. Derefter har vi lavet sammenspil på trommer, bas, guitar, keys, percussion og sang, hvor alle har prøvet alle instrumenter. Vi har spillet "Hvor skal vi sove i nat". De har været omkring 10-15 min. på et instrument, inden vi har roteret.

Det gode ved at arbejde på denne måde er, at eleverne bliver selvstændige og kan forklare den næste elev, som kommer til instrumentet, hvordan de skal spille. Det har frigivet en masse indstudering til mig, som har kunnet foregå, hos de elever, der har haft særlige behov (enten fagligt eller socialt).

Der er ikke kommet en fint produkt ud af det, som vi kan optræde med, men de har været aktive i processen, hvor de alle har prøvet sig frem. Og nu har jeg endnu mere fornemmelse af, hvem der skal spille hvad, når vi skal arbejde produktorienteret igen :)

Slutningen af forløbet kommer til at handle om rytmelære, hvor de skal prøve sig frem med læsning af rytmer og spille dem på murespande.

God onsdag :)


onsdag den 1. marts 2017

Skolernes sangdag vol. 2

Som skrevet i et tidligere indlæg har jeg valgt, at mine musikhold skal deltage i Skolernes Sangdag, på en lidt anderledes måde.

Da jeg ikke er til stede på skolen om fredagen, hvor det arrangementet egentlig holdes i samarbejde med DR, så har jeg valgt at lave en lille koncert om mandagen, hvor jeg i forvejen afholder morgensang for hele skolen.

Planen er således:

Vi synger "I østen stiger solen op" og "Danmark nu blunder den lyse nat" som fællessang til at indramme resten af koncerten.

1. klasse skal synge "Her bor jeg". Jeg har udvalgt 14 sætninger, som de skal lave tegninger til. (Der er 14 børn i klassen). De 14 tegninger vil jeg scanne og indsætte i et powerpoint show, som skal køre i baggrunden, mens børnene og jeg synger sangen. Børnene laver altid fagter til sangene vi synger, så jeg overvejer også, om der skal laves fællesfagter til sangen -- men fokus skal være på deres fine tegninger.

2.-3. klasse har musik sammen. De skal synge "Jeg har fanget mig en myg". Her er jeg meget inspireret af DR's materiale, hvor de foreslår at lave bodypercussion til sangen, som kan spilles/synges som kanon. Jeg er igang med at prøve lidt forskelligt af på børnene for at se, hvad vi kan lykkes med.

4. klasse skal synge "Lyse nætter", hvor jeg laver nogle fine korstemmer til. De er kun 10 på holdet, men pigerne er dygtige til at synge 2. stemmer, så det vil jeg udnytte.

5. klasse skal synge "Flower power tøj". De skal synge call-response og derudover tænker jeg, at de skal lave nogle enkle fagter, som passer til sangen og 70'er stilen :)

6. klasse skal rappe "Så'n er det". Jeg har planlagt, at de skal lave en dans til, fordi jeg ved, at flere af pigerne er dygtige til at danse hiphop. Jeg har snakket lidt med dem om, at de måske også kan lave nogle enkle dansetrin, som de kan lære resten af skolen. De er lidt generte og tilbageholdende, når det kommer til at bruge deres stemmer i musik, så jeg overvejer også om vi skal lave det som en lille playback forestilling, hvor deres fokus er på dans og attitude.

Jeg er begyndt at øve med børnene og glæder mig rigtig meget til at processen og produktet, som bliver præsenteret mandag i uge 14! :)

mandag den 27. februar 2017

Skolernes sangdag

Sidste år (mit første år som lærer) sørgede jeg for, at skolen deltog i Skolernes Sangdag, som er den årlig tilbagevendende begivenhed, som DR lancerer. Det er et rigtig fint arrangement, som giver ny inspiration til sangvalg til børnene og selve udsendelsen om fredagen er en god anledning til at samle hele skolen.

I år har jeg ferie på dagen for DR's udsendelse, men jeg har stadig rigtig meget lyst til at lave noget med sangene og ungerne. Så jeg har valgt at gå alternativt til opgaven :)
Der er 7 sange. 2 af sangene har jeg valgt, at eleverne skal synge som fællessang og de resterende 5 har jeg uddelt til hvert musikhold. Hvert hold skal på forskellig vis synge/fremføre en sang.
Vores sangfest kommer til at foregå om mandagen og så har jeg opfordret mine kollegaer til at samles om fredagen og se Skolernes Sangdag på DR, hvor børnene så kan synge med på sangene.

Jeg skriver nærmere om mine planer i et senere indlæg!

Billedet er lånt fra dr.dk/skolernessangdag.

søndag den 26. februar 2017

Fravær på bloggen

Der har været stille på bloggen en tid, pga. travlhed. Det skal der nu laves om på. Snart vil der bl.a. ligge et indlæg om, hvordan jeg vil arbejde med materialet til Skolernes Sangdag -- så følg med. Der er masser af Musik På Spil :)

Dejlig søndag til alle :)

torsdag den 9. februar 2017

Rotationssammenspil i 5. klasse

Nu skal vi igang med rotationssammenspil i 5. klasse.
Jeg har valgt, at vi skal spille "Hvor skal vi sove i nat". Den er lige til at gå til (en vamp) og børnene er vilde med den. Jeg ved, at nogle musiklærere ynder at spille f.eks. "Æblemand" og lignende vampbaserede børnesange i 5. og 6. klasse, når der skal undervises i rotationssammenspil. Jeg tror hurtigt man kan komme til at skyde sig i foden, ved at vælge alt for "børnede" sange. Elever i 5. og 6. klasse føler sig oftest for store til at spille sådan noget musik.

Jeg har udleveret et ark med klavernoder (da vi jo har arbejdet med at aflæse noder). Akkorderne er skrevet ud som noder, så de selv kan aflæse, hvad de skal spille. Derudover har jeg udleveret et ark med guitartabs og bastabs. Jeg har gennemgået aflæsning af tabs på tavlen, men nu skal de selv forsøge sig. Meningen er så, at børnene hjælper hinanden med at aflæse, når de skal rotere.

Jeg er i tvivl om, hvor længe eleverne skal være ved de enkelte instrumenter, men det tager jeg som det kommer. Det skal jo ikke munde ud i et decideret produkt, men blot give alle elever mulighed for at prøve sig lidt frem med alle instrumenter.

Jeg glæder mig rigtig meget til at prøve det. Vi starter for alvor op i dag! Senere vil jeg skrive et indlæg om, hvordan oplevelsen med rotationssammenspil i 5. klasse har været :)

God torsdag :)

fredag den 3. februar 2017

Fagdag i musik

På min skole har vi fagdag hver fredag. Vi kører skemaet i en turnus af 6 forskellige dage, som så gentages indtil årets slutning. Det er ikke nødvendigvis dage, hvor vi har tværfaglig undervisning eller undervisning på tværs af klasserne. Det er bare en dag, hvor man får mulighed for at fordybe sig i sit fag med den klasse man nu har.

Når jeg har fagdag i musik, arbejder jeg nogle gange projektorienteret, hvor eleverne i samarbejde skal lave noget. Jeg har f.eks. haft fagdage, hvor jeg i 4. og 5. klasser har arbejdet 6 timer med Volapykrap. Inspirationen hertil kommer fra bjarnelistnissen.blogspot.com. Så har vi startet dagen med at brainstorme på hip hop og volapyk, hvorefter eleverne har skrevet deres egne rap. Til sidst filmer vi det hele og laver en lille musikvideo. Så er de hoppet i hiphop tøjet og laver en total street video.

Andre gange laver jeg mindre aktiviteter hele dagen. I dag har jeg haft fagdag med 6. klasse, hvor vi har sunget, lyttet, tegnet, danset og spillet.
Her er min dag i punktform:

- Vi starter med at synge tre sange som jeg har valgt: "Gråvejr. Hundekoldt", "Kære linedanser" og "De smukke unge mennesker". Derefter vælger de sange frit fra Dansk Sang sangbogen. De har før nævnt, at de ikke synes de kender nogle af sangene, vi synger om mandagen til morgensang, så derfor giver jeg dem muligheden for at vælge, så jeg ved, hvad de kan lide at synge og kender deres repertoire. Der kom en masse spændende på banen, bl.a. "Stop den lille kænguru", "Let it be" og "Row row row".



- Vi arbejder med en opgave om wienerklassik på musikfaget.dk. Vi lytter til "Helvedes ild koger i mit hjerte" og maler tegninger i grupper, som udtrykker musikken. De blev rigtig fine.



- Vi læser om folkedans på musikfaget.dk og går derefter i gymnastiksalen for at danse. De lærer Rheinlænderpolka og Hamburg Sekstur. De synes det var overraskende sjovt og selvom øvelse vil gøre mester, så havde vi et par rigtig gode timer i dansens tegn.

- Vi laver koppestomp. Jeg lærer dem grundrytmen og viser dem min koppestomp tutorial, som kan findes her: https://www.youtube.com/watch?v=1UdFAOkOeAw
Så kan de øve sig derhjemme. På hele holdet og i mindre grupper øver vi grundrytmen. Til sidst er de blevet så gode, at vi laver en lille serie med to breaks.



- Dagen slutter af som den starter med ønskesange fra Dansk Sang. Denne gang kom vi bl.a. omkring "Om lidt", "Humørsangen", "Badedyret" og "Ole sad på en knold".

En dejlig afvekslende dag, som eleverne også har sat pris på. Nu glæder jeg mig til weekend med højskolesang på programmet!

God weekend :)

onsdag den 1. februar 2017

Så syng da, Danmark, lad hjertet tale

På søndag skal jeg afholde et minimaratonhøjskolesangsarrangement på Thyholm, hvor jeg er flyttet til i september 2015. Jeg glæder mig rigtig meget :)

Jeg blev inspireret til dette arrangement, da min højskoleven, Stefan, afholdt et minimaraton i sin kolonihave i august sidste år. Jeg havde før hørt om, at man på Vartov i København omkring midsommer, afholdt en hel dag med højskolesang. Jeg har nydt at se billederne i TV og tænkt, at det er en helt fantastisk måde at være sammen på. For et par år siden var jeg ude at køre med bassisten fra mit band og vi snakkede om, hvor sjovt det kunne være at spille højskolesange på plejehjem o.lign. Hvis vi skulle gøre det, ville vi kalde vores band "Gamle bøger i nye tasker". :)

Jeg tænkte ikke så meget over det siden, før jeg blev inviteret til Stefans minimaraton. Jeg kunne desværre ikke deltage den dag, men da jeg så billeder derfra og hørte mere om Stefans erfaringer, tænkte jeg, at det ville jeg have til at ske på Thyholm. I første omgang ville jeg bare holde det i min egen store have og invitere venner, familie og kollegaer, men så tænkte jeg, at det måske var en ide, at forhøre mig hos vores lokale samlingspunkt, Midtpunktet, om vi skulle gå sammen om det og derved skabe et lidt større arrangement. Mai Lindgaard er daglig leder i Midtpunktet og vi mødte hinanden i sommer, da mit band spillede til "Danmark Dejligst". Jeg skrev til hende og spurgte om hun kunne være interesseret i at lave et minimaraton sammen med mig. Hun var meget positiv og vi holdt et møde, hvor vi aftalte at nedsætte en lille arbejdsgruppe, så vi kunne få input og ideer med fra nogle af de lokale. Jeg tog min højskoleven, Heine, med til mødet og sammen med Anton og Christen, som er to lokale musikere/lærere, fandt vi frem til, hvordan vi ville strikke vores minimaraton sammen.

Der har været stor opbakning fra pianister og værter til at præsentere emnerne fra højskolesangbogen og vi har fået lavet et rigtig spændende program. Udover lokale og langtfra-rejsende musikere og musiklærere vil både præster og borgmesteren deltage i arrangementet. Det er ret fantastisk, at jeg kom med min lille ide og nu kan jeg se, hvordan den er blomstret op og har engageret en masse mennesker.

Det hele løber af staben på søndag kl. 9-17 i Midtpunktet på Thyholm. Man kan komme og gå i løbet af de 8 timer som man vil og synge med på fællessangen. KOM! Det bliver en fest :)

tirsdag den 24. januar 2017

En-to-tre sammenspil

I dag har jeg lavet sammenspil i 2.-3. klasse. Der er 28 elever, så det er mit største musikhold og de kan godt være noget af en mundfuld. Jeg brugte første halvdel af skoleåret på at skabe nogle meget konkrete retningslinjer for, hvordan jeg vil have undervisningen til at fungere. Vi har sunget rigtig meget (det er de ret gode til) og så har vi arbejdet med Sigurd og symfoniorkestret og er kommet igennem de klassiske instrumenter. De klare rammer omkring undervisningen har givet pote og eleverne er nu klar til at komme lidt længere omkring i musiklokalet/musikundervisningen.

Så nu har vi taget hul på sammenspillet. Til det første sammenspilsnummer har jeg valgt at tage udgangspunkt i Stefan Nielsens materiale om sammenspil for indskolingen. Det er baseret på stavspil og jeg tilføjer desuden keyboard/klaver og murespande. Vi arbejder med "Byen Vokser". Det er en sød sang, som 5 af pigerne synger (i mikrofon!! Det er de ret så glade for :)). Derudover er der nogle stykker på klokkespil og xylofon. Xylofonerne på min skole er VIRKELIG dårlige, så de skal på min ønskeliste til musiklokalet! Vi har f.eks. ikke nogle h-stave - og så kan det godt være lidt svært at motivere eleverne til, at det er fedt at spille xylofon.

Der er kamp om at få lov til at spille på de elektriske instrumenter og det kan godt være lidt svært for nogle af eleverne at acceptere deres rolle på murespand. Jeg prøver at opmuntre dem til, at det er et vigtigt instrument og at deres rolle er betydningsfuld. Derudover har jeg lavet en let rytme, som dog udfordrer dem en anelse. Da de skulle instrueres i dag, oplevede de, at der faktisk også er ben i at spille murespand. Fokus var pludselig på dem og deres rolle og fordi de blev udfordret tilpas, lærte de at spille den, samtidig med at de oplevede, at der skulle arbejdes for det.

Vi fik sangen godt op at køre i dag og jeg er faktisk ret stolt af deres første forsøg udi sammenspillets verden. De vil meget gerne spille den til vores ugentlige morgensang, men det skal lige vente til den virkelig er optræde-parat :)

God aften derude!

mandag den 23. januar 2017

Teoretisk og praktisk undervisning i 5. klasse

Jeg er gået igang med mere teoretisk undervisning i 5. klasse. Det kan helt sikkert gribes an på mange måder. Jeg er faktisk ret vild med Music Mind Games, men det har vi desværre ikke på skolen, så jeg har valgt en anden tilgang i dette tilfælde.

1. Jeg fortæller om nodenavne og gennemgår det fælles på tavlen.
De laver øvelser i at aflæse noder.

2. Jeg fortæller om fortegn og gennemgår det fælles på tavlen.
De laver øvelser i at aflæse noder med og uden fortegn.

3. Jeg skriver tre små melodier, de spiller dem på klaver/keyboard, xylofon, klokkespil.

4. De skriver deres egne små melodier.
De lærer at spille dem.

5. Jeg fortæller om 4 akkorder (D Hm G A) og gennemgår det fælles på tavlen.
Jeg viser dem et tabulatur til guitar og bas og en node til klaver/keyboard.
De prøver at spille det, som rotation.

6. Jeg fortæller om nodeværdier og gennemgår det fælles på tavlen.
De øver sig i at klappe forskellige rytmer.

7. Jeg skriver rytmer på tavlen, de spiller dem på murespande.

8. De skriver selv rytmer.
De lærer at spille dem på murespande.

torsdag den 19. januar 2017

En time i 1. klasse

Her er en beskrivelse af, hvordan en musiktime i 1. klasse er forløbet. Faktisk startede jeg ud med at tro, at vi skulle spille på murespande, men da jeg i sidste musiktime var kommet til at finde kazoos frem, så valgte jeg, at fortsætte med dem.

Sådan forløb timen:

- Vi snakker om og synger 1. og 2. vers af "Det er hvidt herude". Den er svær rent tekstmæssigt, men jeg synes, at børnene tidligt skal lære at værdsætte de smukke billeder, der er i de danske årstidssange. Så jeg fortæller med mimik og gestik om teksten, mens de kigger med i sangbogen og leder efter ord, de kan genkende.

- Vi synger "Godmorgen giraffer" med fagter. Den lærte de sidste år og de synes den er rigtig sød. De lærte den helt udenad og kan den stadig :)

- Vi spiller på kazoo og synger "Zap zap" med fagter. Sangen er fra Sisses ABC-sange og den er super fed! Børnene synes det er mega sjovt at spille kazoo og griner hjerteligt med hinanden, når vi øver os. Der er nogle, som synes det er svært at puste med lyd, men efter et par forsøg, har de allesammen lært det.

- Vi øver os i pulsfornemmelse i en rundkreds til sangen "Nu vågner savannen". Efter et kursus hos Bjarne List Nissen lærte jeg om elefant-trin (tramp på 1-slag), zebra-trin (tramp på 1 og 3 slag) og abe-trin (tramp på alle 4 slag). De synes, det er sjovt og kan ikke lade være med at bruge arme til at lege savannedyr. Vi synger med på temaet i sangen og koncentrerer os kun om trin, mens vi lytter til verset. I mellemspillet danser de rundt som valgfrie savannedyr. Det er altså så skønt at være sammen med børn på den måde! :)

- Vi ligger på gulvet og lytter til et stykke musik, mens vi kommer helt ned i gear.

Timen slutter af med at vi gir highfive og siger "Farvel og tak for nu". Så har jeg set alle i øjnene inden de sendes videre til næste time :)


Musiklokalet er pyntet op med en masse billeder. 
Nogle er lavet af børnene, andre er kopier af ting, som vi arbejder med.

onsdag den 11. januar 2017

Endnu et indblik i min ugeplan

Det er januar og nu er der ikke flere julesange på programmet :)

Her kommer en oversigt over, hvad jeg har valgt at lave i min musikundervisning i uge 2.

1. klasse
- "Det er hvidt herude" 1. og 2. vers
- "Godmorgen giraffer" med fagter
- "Zap zap" med kazoo og fagter
-  Pulsfornemmelse til "Nu vågner savannen" med trin
- Ligge og lytte til en sang

2.-3. klasse
- "Det er hvidt herude"
- "Nu rinder solen op af østerlide" 1. vers
- Spille på murespande (grundrytmer, imitation, dirigentlege, popcorn, pludderpladder)

4. klasse
- "Det er hvidt herude"
- "Nu rinder solen op af østerlide" 1. vers
- Volapykrap (starte på forløb med børnenes egen produktion af volapykrap og attitude bevægelser - skal filmes til sidst)

5. klasse
- "Det er hvidt herude"
- "Nu rinder solen op af østerlide"
- "Linedanser"
- Teori (lære fortegn + lave øvelser i at aflæse noder med og uden fortegn i g-nøgle)
- Youtube (eleverne vælger på skift en sang på youtube - de skal fortælle kort om valget og kunstneren)

6. klasse
- "Det er hvidt herude"
- "Nu rinder solen op af østerlide"
- musikfaget.dk (eleverne bliver præsenteret for materialet. De skal læse om wienerklassik og genopfriske, hvad de ved om Mozart. Derefter skal de igang med aktiviteten "Ouverturen".)


mandag den 9. januar 2017

Tante Andante - drømmejobbet

Et af de jobs, jeg har ved siden af mit "faste" job er som figuren Disco Didde i Tante Andantes Hus i Lemvig. Det er et helt igennem vidunderligt sted!! For jer der ikke har besøgt det, kan jeg kun sige: Kom afsted! Særligt hvis i har børn i alderen 0-10 år. Det er et musisk legehus, som ligger midt i hjertet af Lemvig. I Huset spiller vi musik, synger, danser, laver dukketeater, leger, laver ansigtsmaling og er kreative med børn, både indenfor og ude i haven, hvor der både er et stort skib og en masse ude-instrumenter.

Disco Didde er i gang med at lære børnene at danse disco.
Flankeret af Tante Andante ved klaveret.

De fleste af figurerne i Huset er baseret på Halfdan Rasmussens univers. Tante Andante er hovedperson og derudover kan man fast møde Frøken Sonne, Tante Bastian, Professor Virvar, Fætter Fandango og Disco Didde.

Da jeg for 3 år siden blev spurgt af Tante Andante (som hedder Elin, når hun ikke er klædt ud ;) ) om jeg ville være en del af Huset, sagde jeg straks JA! Jeg var/er meget beæret over at blive tilbudt dette job, da jeg havde besøgt stedet et par gange og sagt til flere, at hvis hende TA en dag skulle gå på pension, så ville jeg gerne tage over. HELDIGVIS er hun langt fra pensionsalderen, for hun er en helt fantastisk mentor og lærer udi arbejdet med musik og børn. :)

Jeg fik valget om jeg ville finde en figur i Halfdans univers eller om jeg selv ville skabe en figur. Jeg valgte at skabe min egen figur og fandt hurtigt på navnet Disco Didde. Jeg synes, jeg var for ung til at være en tante i Huset, så det skulle være noget frisk og kækt. Og det blev det :) Så snart jeg havde fundet navnet, satte jeg mig til at skrive en sang, som passede til Disco Didde. Den blev egentlig skrevet som et latin nummer, men takket være samarbejdet i Tante Andante Band, hvor jeg er så heldig også at spille med, har jeg fået den lavet total disco og 80'er agtig. I al beskedenhed så lyder det for FEDT :D

Sidste år tog jeg 0. og 1. klasse fra skolen med i Huset til en 
musikfagdag med Tante Andante og Disco Didde.
Her ses vi med Bolsjedyret i midten.

onsdag den 4. januar 2017

Nytår - igang igen

Juleferien er slut og det er faktisk helt okay - for jeg glæder mig til at komme på arbejde :)

De andre havde første skoledag i dag, men jeg er så heldig, at jeg fra 1/1 har fået en ugentlig fridag. Så min hverdag er begyndt i dag med at holde fri. Det er bare SÅ skønt, for så får jeg reelt set tid til alle de ting, som jeg allerede laver ud over mit "faste" arbejde. 

I dag har jeg fået tid til at spille klaver og sidde og bruge tid på at bladre i Dansk Sang Max. Det er dejligt at have tid til at sidde og blive inspireret. Jeg har primært befundet mig i afsnittet om "Mennesker" og har fået masser af gode ideer til, hvad jeg vil synge med ungerne både til morgensang og i timerne. Der skal i hvert fald fortsætte med at være en del sang på programmet hver uge, så vi kan komme igennem alle de fantastiske sange der findes (alene i Dansk Sang).

I morgen starter jeg op med undervisning. Jeg skal have 2 dansktimer med 1. klasse og 4 musiktimer med 1., 4. og 5. klasse. Der er blevet lavet lidt om i skemaerne her efter nytår, så i stedet for 2x45 min. med 5. klasse, skal jeg fremover have dobbelt-lektion med dem. Det sætter lidt højere krav til varieret undervisning, men giver også større mulighed for fordybelse. Vi skal bl.a. til at arbejde med teori og rotationssammenspil. Jeg håber, de tager godt i mod den mindre praktiske del i musikundervisningen. 

Tegnet af Isabella Klim, 7. klasse, til musiklokalet.


Nytårsudhvilede musikhilsner Helena :)